Thursday, July 26, 2007

Digg News

markedsforing.dk er nede -- der er malere i lokalerne!

Wednesday, July 25, 2007

Morten Lund investerer i hjem.dk


Haveogbolig.dk skifter navn til Hjem.dk, og har fået it-investoren Morten Lund ind i ejerkredsen.

Netbutikken Hjem.dk er på vej til at slå stort brød op i Danmark. En større ombygning af hjemmesiden, der tidligere lå på adressen www.husogbolig.dk, samt en markant udvidelse af varesortimentet skal sætte turbo på salget. Samtidig er it-millionæren Morten Lund, bedst kendt fra sin investering i Skype, trådt ind i ejerkredsen.

- Morten Lund har ikke selv skudt penge i virksomheden, men har bidraget med arbejdskraft og trukket flere investorer til, siger den jyske købmand Thomas Dybdahl, adm. direktør i den jyske netvirksomhed som driver Hjem.dk.

Ambitionerne for Hjem.dk er store. I første ombæring skal netbutikken positioneres som den bedste onlineshop for hus og have i Danmark. I løbet af de næste tolv måneder skal butikken ud over landets grænser.

Den overordnede ambition for Hjem.dk er at kombinere det bedste fra detailhandlen med det bedste fra online shopping. Shopping på nettet skal være andet og mere end ’klik og køb’ - det skal være en oplevelse, hvor service og

varepræsentation er i top.

Det betyder blandt andet, at kunder hos Hjem.dk kan chatte online med en ekspedient i dagtimerne (9-16), og at det store udbud af produkter præsenteres let overskueligt på 'hylderne'.

- Vi vil skabe et miljø, hvor kunderne også impulskøber fra vores sortiment på mere end 300.000. Vi sælger alt lige fra armaturer til håndvasken, trægulve og flagstænger, siger Thomas Dybdahl.

Han fortæller, at ambitionen for 2007 er en omsætning på 50 mio. kr. stigende til 90 mio. kr. i 2008.

Den jyske iværksætter oplever en stor interesse for sit koncept. En række eksterne investorer har allerede været på banen. Thoms Dybdahl fortæller, at han har fået tilbud på 15 mio. kr. for 30 procent af aktierne.

- Men planen er en exit om fire til fem år, siger han.

Thomas Dybdahl ejer 45 procent af aktierne, mens de øvrige større aktionærer er webbureauet Hello, der også tæller Morten Lund i ejerkredsen, samt Morten Lund personligt.

***

Tuesday, July 24, 2007

Over 1 million danskere dater på nettet!

Det er tilsyneladende slet ikke så smart at være single, som mange går og siger. I hvert fald vokser antallet af søgende på de danske datingportaler i denne tid så kraftigt, at antallet af profiler nu langt overstiger antallet af voksne enlige.

Det skriver metroXpress.Ifølge Danmarks Statistik udgør de knap 900.000 personer. Til sammenligning kan fem af de største datingsider alene mønstre næsten 1,1 millioner medlemmer.

"Netdating er et fænomen, der vokser nedefra. De unge har vist, at det fungerer, og nu får det forældrene og de endnu ældre til at springe med på vognen. Det er blevet socialt acceptabelt at møde partnere på den måde," siger parterapeut og forfatter Martin Østergaard.

På den største af nettets datingsider, Dating.dk, genkender marketingschef og stifter Morten Wagner tydeligt den udlægning. Sitet får dagligt mellem 1.500 og 2.000 nye medlemmer, og en stor del af dem er seniorer.

"Vi oplever en klar stigning i gruppen på 50 år eller der-over. På sider som vores kan man jo sidde i ro og mag og danne sig et ordentligt indtryk af modparten, og det passer mange i den aldersgruppe meget bedre end en larmende tur i byen," siger Morten Wagner til metroXpress.

Hos konkurrenten Scor.dk er man dog af den overbevisning, at den ægte magi sjældent opstår uden en vis por-tion musik og kulørte lamper. Derfor inviterer portalen jævnligt brugerne i byen.

"Man har en tendens til at blive enormt krævende og kritisk, når man sidder foran skærmen, og så er det altså godt med en tur ud i den virkelige verden. Det hele nytter jo ingenting, hvis man bare bliver siddende ved skærmen," siger eventmanager hos Scor.dk Joan Bonnevie.

Byture, e-mail og breve til trods, er det dog langtfra altid, der er noget at hente. Ifølge parterapeut Martin Østergaard bruger mange nemlig netdating uden reelt at være interesseret i en ny partner.

"Der er rigtig mange, som udgiver sig for at være single, der i virkeligheden er i et forhold. Mange af dem er forelskede i flirten, men tager den aldrig videre," siger han til metroXpress.

***

Monday, July 23, 2007

Time: De fem værste websteder



Myspace.com og Second Life er blandt de fem værste steder på nettet, mener Time.

Det amerikanske tidsskrift Time har udpeget fem websteder, som du bør undgå for enhver pris. Og der er tale om både kendte og populære internet-tjenester, så det er sikkert ikke alle, der vil være enige i bedømmelsen.

Her kommer de fem websteder på Times liste:

eHarmony.com

Et besværligt datingsite, hvor brugerne skal svare på 436 spørgsmål og betale 21-60 dollar, hvorefter programmet forsøger at regne sig frem til den perfekte partner – uden at dine chancer nødvendigvis er bedre end andre steder.

Evite.com

En smart internet-tjeneste, men den halter efter udviklingen med irriterende reklamer og en klodset navigation, der ser ud til at være udviklet i stentiden. Time mener at webstedet skriger efter et nyt design.

Meez.com

Dette websted er taget med på listen som repræsentant for en hel kategori af irriterende sider, hvor brugerne kan designe 3D-animationer og andre grafiske elementer til deres e-mails, der så slippes løs i indbakken hos den stakkels modtager.

MySpace.com

Time har selv kåret MySpace.com som et af de 50 bedste websteder i 2006, men siden er det gået galt for tjenesten, der er blevet oversvømmet af spammere, marketing-folk og andre »opportunister«, der opretter fiktive profiler. [De skrækkelige web designs, de rædselsfulde, irrelevante reklamer og de mange fremmede plug-ins, der crasher din browser er det værste! Det er til gengæld meget fed musik og mange søde piger!, red.]

Second Life

Den er langsom, det tager en evighed at navigere rundt og den er fyldt med særlinger. Time har ikke meget godt at sige om den berømmede onlineverden Second Life, der får et ordentlig skud for boven. [SL er vel retteligt ikke et egentligt websted, da det ikke kan afvikles med en normal browser/weblæser, eller hur?, red.]

Kilde: Time (Dansk version: ComOn).

***

Jubii... mindste millionunderskud i 6 aar

Over halvdelen af medarbejderne er fyret i det forgangne år. Salget er gået i stå, og bundlinjen afslører et tocifret millionunderskud for femte år i træk.

Men topchefen for det skrantende Jubii melder ikke desto mindre om en "fortsat positiv udvikling" i det friske årsregnskab for et af landets mest besøgte danske netportaler.

Underskuddet i Jubii, der blev slugt af hollandske Lycos Europe i 2000, skrumpede 8 mio. kr. til 11,3 mio. kr. i 2006, hvor salget kravlede op til 58,8 mio. kr. Med en salgsvækst på 7 pct. halter Jubii gevaldigt efter sine danske kolleger af reklamefinansierende netvirksomheder, der gennemsnitligt præsterer tocifrede vækstrater, som fra 2005 til 2006 lå på omkring 30 pct.

På udgiftssiden måtte selskabet atter af med 25 mio. kr. i koncernomkostninger, (der bl.a. omfatter teknisk support, service- og produktydelser) til sin kapitaldonor, Lycos, der oprindelig regnede med, at den danske investering ville generere overskud i 2005. Men efter seks års underskud varsler ejerne, at Jubii’s skæbne blive afgjort næste år.

"Selskabets fortsatte drift er desuden sikret via støtteerklæring afgivet af moderselskabet Lycos Europe N.V. gældende indtil selskabets ordinære generalforsamling i 2008," skriver ledelsen i det netop offentliggjorte Jubii-regnskab.

Går det helt galt for Jubii, er Lycos om nødvendigt villig til at spæde til med kapital og anden assistance, så Jubii "kan indfri sine forpligtelser i takt med forfald", tilføjer ledelsen i årsrapporten, .

Udover ovennævnte støtteerklæring melder ledelsen intet om forventningerne til indeværende år, hvor Jubii efter endnu en rundbarbering er reduceret til 33 ansatte i Danmark fra 71 i 2005, mens en stribe udviklingsaktiviteter samtidig er sivet udlands.

***