Friday, July 13, 2007

Google interesseret i facebook


Google vil gerne overtage Facebook, men netværkstjenesten, der vokser med millioner om måneden, er tilsyneladende ikke interesseret.

Det skriver Reuters.

Facebook er en social netværkstjeneste, der inden for de seneste måneder har oplevet en eksplosiv vækst. Antallet af aktive brugere er siden maj vokset fra 24 millioner til 29 millioner.

Succes fra Harvard
Facebook er oprettet af en studerende fra Californien i 2004 som et socialt mødested for studerende ved Harvard University, men siden det er blevet tilgængeligt for alle, er det blevet ekstremt populært og genstand for opkøbsrygter.

Googles konkurrent Yahoo har uofficielt tilbudt 5 mia. kr. for Facebook, skriver Reuters.

Ifølge Reuters ønsker stifteren dog, at Facebook skal være et selvstændigt firma, men rygterne i markedet siger, at han er ved at optimere sitet til et salg. Microsoft kunne også være en interesseret køber, lyder det fra Reuters.

***

Svensk mor har verdens hurtigste internetopkobling: 40 Gbit/s



Den svenske internetpioner Peter Löthberg har sammen med det lokale elselskab foræret sin mor den hurtigste internetforbindelse, en privatperson nogensinde har haft. Med den kun hun se 1.500 HDTV-kanaler samtidig.

Hvis du er mellem de heldige, som kan få – og har råd til – en ADSL-linje på otte Mbit/s, og du alligevel synes, at dine downloads snegler sig af sted, så er der håb forude.

En svensk internetpioner har foræret sin mor verdens hurtigste internetopkobling til en privatperson. Den er på 40 Gbit/s eller 5.000 gange hurtigere end de ADSL-linjer, som endnu er et særsyn uden for de største danske byer.

Med gaven til sin mor i Karlstad, Sigbritt Löthberg, vil sønnen, Peter Löthberg, vise, hvor hurtigt vi kan blive koblet op på nettet, hvis blot vi anvender optiske fibre.

Læs hele artiklen på ing.dk her.

***

Thursday, July 12, 2007

Avisen.dk langt fra maalet

Med 50.000 ugentlige unikke besøgende er der langt til målet om at blive landets femte mest besøgte hjemmeside med over en million brugere om ugen.

1 million unikke brugere. Det var målet, da Nyhedsavisen kom på gaden i oktober sidste år og efterfølgende lancerede avisen.dk. Men sådan er det ikke gået.

Over et halvt år efter lanceringen har avisen.dk rundet 50.000 ugentlige brugere, oplyser chefredaktør David Trads i en leder i den islandsk-ejede avis.

Men trods det – i forhold til målet – lave antal brugere, skal hjemmesiden stadig være landets femte mest besøgte med en million unikke brugere.

"Det holder vi helt fast ved," siger Nyhedsavisens adm. direktør Morten Nissen Nielsen og forklarer, at fokus har været på at få Nyhedsavisen i gang først.

"Og det kan vis se, den er kommet nu,” siger han med henvisning til de seneste læsertal for juni måned, der viser, at avisen havde 417.000 læsere i juni måned.

”Derfor er det også naturligt nu at lægge endnu flere kræfter i at videreudvikle vores site," siger han.

Hvordan vil I hæve antallet af brugere? "Vi vil ikke informere vores konkurrenter om, hvilke initiativer, vi planlæger," siger Morten Nissen Nielsen, der heller ikke vil offentliggøre, hvornår Nyhedsavisen forventer, at hjemmesiden skal nå målet.

Er det gået langsommere med at skaffe læsere til avisen.dk end forventet?

"Nej, det ved jeg ikke. Det har ikke været afgørende at få mange besøgende i fase 1. Første prioritet har været Nyhedsavisen og distributionen. Nu skal vi til næste fase, hvor vi opprioriterer avisen.dk," siger den adm. direktør.

***

Monday, July 09, 2007

Asien får sit eget Internet-domæne



Nu får Asien sit eget internet-domæne, .asia, og domænenavne med den nye endelse kan registreres fra oktober.

Det er netop blevet offentliggjort at der bliver åbnet for ansøgninger om domænenavne med den nye endelse .asia fra den 9. oktober. Det gælder dog kun for virksomheder, som vil ansøge om domæner for deres registrerede varemærker. Fra den 13. november får de, der allerede har sikret sig domænerne for egne registrerede varemærker, mulighed for at ansøge om yderligere domæner relateret til deres forretning.

Samtidig vil danske virksomheder med kontor i Asien få mulighed for at ansøge om yderligere domænenavne med .asia-endelsen uanset om disse i forvejen er registreret som varemærker. I modsætning til ansøgningsprocessen for .eu-domænet handler det dog ikke om at komme først med sin ansøgning. Er der to eller flere ansøgninger om det samme domæne, går domænet i udbud.

»Nu da datoen for .asia-ansøgninger er officiel, gælder det for danske virksomheder om at beskytte deres varemærker i den del af verdenen. Samtidig er det en god anledning til at udnytte mulighederne for at etablere sig på et hastigt voksende asiatisk marked. Da det europæiske .eu-domæne blev lanceret, oplevede vi flere virksomheder, der først alt for sent tog tidsfristerne alvorlige. Og så spænder man unødigt ben for sig selv,« siger Mikkel Noesgaard, direktør for produktudvikling i domænefirmaet Speednames Business.

Regeringer og organisationer kommer først i køen til domænet, mens privatpersoner først kan registrere .asia-domænenavne fra februar 2008.

***

Sunday, July 08, 2007

Bannerannonceomraadet er vokset med 56 procent

Annoncevækst tordner derudaf med vækstrater på over 50 procent og en omsætning på 163 millioner kroner – alene på bannerannoncer. Det er resultatet af kvartalsopgørelsen over annonceomsætningen på de danske internetmedier.

Internetmediernes annonceomsætning vokser fortsat i rekordfart. 1. kvartal 2007 viser høje vækstrater, som tyder på endnu et rekordår.

Det viser en opgørelse fra Foreningen af Danske InternetMedier(FDIM)

"Året lægger ud i fin stil med store vækstrater for internetmedierne. Med den start ser det ud til, at vi kan forvente et år med fortsat stor vækst i annonceomsætningen på nettet. Mit bud er at vi ender omkring 30 procent når året er gjort op," siger Christian Peytz, formand for FDIM. Banneromsætning vokser hurtigst

Den største vækst bidrager bannerannoncerne med. Bannerannonceområdet er vokset med 56 procent i forhold til 1. kvartal 2006 og med 29 procent i forhold til 4. kvartal. "Internetmedierne har sat sig i førersædet. Lige nu er der flere danske netmedier, som er på til at hente store gevinster på børsen, Danmark ligger i top når det gælder annonceomsætning pr. internetbruger kun overgået af England og USA og vi har netop lanceret vores nye målesystem, som vi forventer, vil give omsætningen er yderligere skub fremad," siger Christian Peytz.

Den største omsætning hos internetmedierne ligger i kategorien Markedspladser, som tegner sig for 260 millioner kroner i første kvartal.

Markedspladser omfatter bl.a. rubrikannoncer, telefonbogstjenester, prissammenligningstjenester og jobannoncer. Sammenlignet med 1. kvartal 2006 er der en stigning i omsætningen for Markedspladser på 18 procent. Jobannoncemarkedet alene står for 103 millioner kroner i 1. kvartal, hvilket er en stigning på 34 procent i forhold til samme kvartal 2006 og en stigning på 40 procent sammenlignet med sidste kvartal 2007.

"Vi kan konstatere, at der fortsat er rivende udvikling på jobannoncemarkedet i 1. kvartal. Der har aldrig været annonceret så mange ledige job, som der er nu, og jeg vurderer, at vi er ved at have nået toppen. Vores omsætningstal følger jobudviklingen og derfor må vi forudse lavere vækstrater på jobområdet i en periode frem," siger Jan Bergh, formand for FDIMs Jobudvalg.

Google ikke med

Omsætningen for søgeordsannoncering indgår ikke i den kvartalsvise opgørelse da den største spiller på det marked, Google ikke er medlem af FDIM og derfor ikke indrapporterer omsætning.

Til gengæld giver FDIM på årsplan et tal for søgeords-omsætningen på baggrund af meldinger fra meldinger fra markedet. Omsætningen for søgeord i 2006 anslog FDIM til at være 365 millioner kroner.

Omsætningstallene bygger på indberetninger fra FDIMs medlemmer samt estimater fra markedets aktører. Det er Deloitte, der står for opgørelsen på vegne af FDIM.

***