Wednesday, May 16, 2007

TDC klar med 50 Mbit/s

TDC er på vej med superhurtigt bredbånd. Fra 1. juni åbner telegiganten for bredbåndshastigheder på op til 50 Mbit/s, hvilket er mere end dobbelt så hurtigt, som selskabets nuværende løsninger.

»Der sker en rivende teknologisk udvikling i de her år, og derfor er vi nu i stand til at levere superhurtigt bredbånd over de kobberkabler, som i mange tilfælde blev lagt i jorden længe, før nogen overhovedet havde tænkt på internettet,« siger vicedirektør Ole Hvelplund, TDC Branchesalg.

København er første stop
Kunder rundt om i landet på jagt efter hurtigere bredbånd kan dog godt tage armene ned. I første omgang magter TDC kun at levere løsningen i det centrale København og vel at mærke kun på forsøgsbasis.

Først senere på året åbner TDC for tilbudet i andre byer. Hvor og hvor mange oplyser man ikke, men ambitionerne rækker ikke længere, end at det tidligere telemonopol i løbet af 1-2 år blot forventer at dække omkring 400.000 husstande.

TDC oplyser ikke priser, men TDC-kunder skal i dag betale 639 kr. om måneden for en 20 Mbit/s-forbindelse.

***

0 Comments:

Post a Comment

<< Home