Thursday, September 21, 2006

Kamp om mobil–hjemmesider på vej

Det skal være slut med at se kaotiske og rodede hjemmesider, når man går på internettet på mobilen. Derfor har 13 IT-giganter nu lavet nye domænenavne, der er klar til de små mobilskærme. I stedet for at skrive dk i slutningen af internetadressen, kan man fremover skrive mobi. Så slipper man nemlig for den gnidrede tekst, et uoverskueligt layout og billeder, der er umulige at se, når man går på nettet via sin mobil. Men de nye domænenavne kommer ikke til at hænge på træerne. Det nye internet-efternavn mobi bliver nemlig sat til salg over hele verden, så derfor vurderer afdelingsleder i IT-firmaet Whyse, Karl Erik Jessen, at de danske virksomheder skal slå til nu, hvis de vil have deres hjemmesider ud på de små mobiler. "Vi ser en tendens til, at folk bruger mobilen mere og mere, når de går på nettet. Derfor er det vigtigt, at virksomheder og medier følger med udviklingen hos deres kunder," siger Karl Erik Jessen til Børsens Nyhedstjeneste (BNT). Teknisk set kan det lade sig gøre, at få hjemmesiderne til at finde ud af, om man bruger en computer eller en mobil, når man surfer forbi, og dermed kan siderne rette sig ind efter hvor stor skærmen er. Men alligevel regner Karl Erik Jessen med, at mobi-efternavnet bliver populært: "Mobi-navnet giver mobilbrugerne tryghed, fordi de ved, at hjemmesiden i forvejen er sat op til at kunne vises på mobiltelefonen." Karl Erik Jessen fortæller, at Whyse allerede har modtaget henvendelser fra virksomheder, der vil være med i kampen om de nye hjemmesider. Det er blandt andet Google, Microsoft, Nokia og Ericsson, der står bag de nye mobil-hjemmesider.

0 Comments:

Post a Comment

<< Home